Interesserer man sig for branding, er disse dages store tema FC Nordsjællands Danmarksmesterskab i fodbold. Farum-holdet vippede i den forgangne uge FC København af tronen, og spørgsmålet er nu, hvad dén triumf sammen med Champions League-kampe og et trecifret millionbeløb kan gøre ved en vissen soveby nordvest for København.

Årh, vissen og vissen. Jo, den er så. Jeg er selv vokset op i Farum og kan kende et mindreværdskompleks, når jeg ser det. Farum er en by, hvis jagt på identitet og storhed er som en rutchebane, hvor turen hele tiden starter forfra, fordi byens borgere naturligt nok har svært ved at affinde sig med deres skæbne: Kedelig soveby på kanten til Nordsjælland, men så tæt på bønderne i Ganløse og proletarerne i Ballerup, at man aldrig bliver lige så fine som dem i Birkerød og Holte.

Byen ligger som bekendt smukt ved både Furesøen og Farum Sø. Men den er konstrueret i 1960erne, da nogen besluttede, at Frank Jægers gamle landsby skulle tidoble sit indbyggertal med lige dele almennyttige cementlejligheder og fantasiløse parceller.

Alt sammen godt nok, indtil Peter Brixtofte i 1980erne skiftede gear på sovebyen med et tilbud om at rykke op på business class.

Hvem kan sige nej til den slags? Et tilbud om sportsstjerner og events, kendte mennesker på bytorvet og anlægsbyggerier i en klasse, vi kun kendte fra hovedstaden 20 kilometer inde ad motorvejen.

I dag virker det grinagtigt. Men når man har boet i Farum, er der egentlig ikke noget at grine af. De fleste af os havde sympati for Peter Brixtoftes virketrang, og nogen elskede den ligefrem. Mennesker, der pludselig rankede ryggen.

Fra et byplanlægningsperspektiv var strategien naturligvis dødfødt. En politisk boble-branding, som den danske byudvikling er fuld af, og finder sted, hver gang handlekraftige bykonger vil tage en genvej til ære og værdighed.

Bobler brister som bekendt. Det gjorde de i Farum som i Slagelse og andre steder, hvor forudsætningerne opløses, hvor pengene forsvinder, og hvor de kendte – sponsorerne, stjernerne, lykkeridderne – kører ud af byen i en sky af støv.

I Farum betaler de stadig af på regningen. Skatteprocenten er tårnhøj. De er slået sammen med naboerne i Værløse – tal lige om tvangsægteskab. Og indbyggertallet er tankevækkende nok faldende, næsten som i det rigtige udkants-Danmark.

Og så vinder fodboldholdet pludselig. Hvor kom det fra?

Jeg håber på én eneste ting, som gammel Farum-dreng og som nøgtern brand-rådgiver: At Farum denne gang – med Danmarksmesterskabet som en vildflyvende appelsin direkte ned i turbanen – for en gangs skyld er tro mod sin sjæl. At man bruger fodboldholdets momentum og den internationale opmærksomhed til at styrke og dyrke byen.

Der findes genveje inden for både fodbold og City Branding. De består i at købe dyrt ind og gøre byudvikling til marketing.

Den grundige vej er anderledes, og det er den, der virker. Den handler om at bruge flagskibet – fodboldklubben – til at samle borgere og erhvervsliv om en fælles indsats. Om at involvere skoler, institutioner og foreninger. Om at trække på de frivillige. Om at lade dette hold være hele Farums hold.

Jeg tror endda, at dét er planen. Jeg tror, at klubejeren Allan K. Pedersen forstår det. Træner Kasper Hjulmand ligeså. Jeg tror, at det er det, de vil. Jeg er fra Farum af.