Cannes Lions 2012

By 3. juli 2017Ikke kategoriseret

Her er et billede af gode venner fra PR-juryen ved dette års Cannes Lions 2012; vi har været på hårdt og vindunderligt arbejde hele ugen. I næste uge venter selve prisuddelingen. Om Cannes bliver et stort, dansk år, hvad angår shortlister og løver, ved vi mere om i næste uge. Sikkert er det, at der er flere end 30.000 entries, flere end 200 danske deltagere.

Jeg afslører ingenting – men her er et par tendenser:

  • En lang række bidrag, der er skarpe på både idé, mål og eksekvering. I centrum af gode PR-projekter står ofte en enkel idé, en enkel fortælling, der overbeviser, fordi den reducerer støj og kompleksitet og formidler store ting på en en direkte måde.
  • En kakafoni af spektakulært dårlige bidrag, der forveksler impact med medieattention. PR-branchen står jo lidt i et vadested. Skaber vi værdi for virksomhederne, eller tror vi – ligesom dele af reklamebranchen – på en eller anden diffus kreativitet, hvor medieeksponering er nok i sig selv?

Jeg er nok jo lidt gammeldags på den måde. PR skal flytte holdninger og adfærd, ikke bare bidrage til mediestøjen. I den situation er det sjældent løsningen blot at ”hæve stemmen” med endnu mere envejs-kommunikation og reklame – men derimod at indgå i en fokuseret dialog med sine interessenter. Hvis PR skal tages alvorligt, er det afgørende, at vi kommer ud af den overfladiske fokusering på mediedækning, der jo i sidste ende handler om valget af midler. Målet er, hvordan vi med kommunikation understøtter kerneforretningen, og det betyder konkret, hvordan PR ændrer holdninger og adfærd.

Skaber vi værdi, eller skaber vi os bare?