Det mest overraskende ved bogen om Steve Jobs er egentlig overraskelsen over, at det afdøde geni også var så gennemført usympatisk, som tilfældet synes at være. Når alt kommer til alt, er det en klassisk erkendelse, at de store kreative enere – politikere, direktører, kunstnere – på det personlige plan ofte er både egocentrerede, forfængelige og hysteriske. Ja, nogle gange værre end det: Et videnskabeligt studie kundgjorde så sent som i sidste uge, at op imod 25% af samfundets topledere i klinisk forstand er psykopater. Tak for kaffe.

Men vi lever jo i emblematiske tider, der gør guruer ud af mennesker – som i tilfældet Jobs, der ved sin død blev iscenesat med tændte stearinlys og grædende menneskemasser.

Dyrkelsen er berettiget når det kommer til forretningsmanden Steve Jobs. Manden revolutionerede vores liv, som det hedder i denne biografi,  der er skrevet med Jobs velsignelse, fra den måde, vi hører musik, til den måde vi kommunikerer på. Han grundlagde som 21-årig Apple i sine forældres garage sammen med en ven, gjorde firmaet til en enorm succes, blev skubbet ud i 1985 og kom tilbage i triumf i 1997 for at gøre Apple til verdens mest værdifulde virksomhed.

Den historie er fortalt mange gange. Mere spændende er bogen, når det kommer til den anden side af Jobs personlighed. Hippien fra Nordcalifornien, der tog LSD, levede i kollektiv, blev veganer, og som i en vis forstand orblev tro mod hele dynen, til det sidste optaget af meditation og buddisme.

Eller tro og tro. Walter Isaacson gennemlyser med syleskarp præcision den selvoptagede mand, der tyranniserer sine medarbejdere, chikanerer sine fjender, går amok i verbale tirader og minutlange raserianald. Løgne og pinagtigheder, der – ret bemærkelsesværdigt – er skrevet og udgivet med Jobs godkendelse. Isaacson fra starten var håndplukket til jobbet af Steve Jobs selv.

Så hvordan hænger det hele sammen? Visionær forretningsmand, venstreorienteret psykedeliker, hysterisk, utålelig chef? Det hænger fint, sammen, fastslår Isaacson i denne medrivende, elementært spændende – og noget omstændelige – krønike over én af det moderne, globale samunds helte. Sådan er de store enere ofte, helt tæt på. Ekstremt dygtige og ret utålelige.