Kan havecentre rebrandes?

By 26. maj 2017Ikke kategoriseret

Har havecentre og planteskoler brug for en rebranding? Det holder jeg oplæg om for 100 producenter og planteskolefolk i Svendborg.

Tre temaer: En status på branchens udfordringer, et blik ind i oplevelsesøkonomiens muligheder og fire konkrete, kreative skridt, som man kan vælge at tage.

Om  branchens udfordringer: Omsætningen styrtbløder I disse år med økonomisk krise og almindelig smalhans. Et par våde somre og iskolde vintre har ikke gjort tingene bedre. Men vigtigt at vide, at omsætningsnedgangen kommer efter mange års uafbrudt fremgang, hvor branchen høstede frugterne uden egentlig produktudvikling – man sov i timen. Branchens krise er derfor også en innovationskrise, hvor man slet ikke har forholdt sig nytænkende til hverken nye målgrupper (generation X og Y, der er de nye boligejere), nye måder at bruge haver og planter på (nyttehaver, brugshaver etc.) og stederne (hvor fx Urban Gardening, dvs. grønne frirum i byerne, på altaner og terrasser og baggårde jo er i eksplosiv hastig vækst, også i takt med byfornyelsen).

Om oplevelsesøkonomien: Jeg fokuserer på to elementer. For det første bevægelse fra commodities, goods, services til experiences (med udgangspunkt i Pine & Gilmore). Og derefter oplevelsens forskellige elementer: Underholdning, uddannelse, eskapisme, æstetik.

Endelig branchens muligheder for udvikling, hvor jeg nævner produkter (der er jf ovenstående jo meget andet end ”planter” på rad og række),  positionering (hvor man skal finde en helt anden spilleplade end konkurrencen med Føtex og Bilka), Grundfortælling (Hvad er historien? 2-3 klare styrkepositioner? Er historien ”oversat” til ord, æstetik og konkrete ydelser?) og endelig markedsføring (hvor der jo er uendelige muligheder inden for kurser, events, læring, sociale medier etc.). Bare spørg Claus Meyer, Boe Sallingbo eller Bonderøven 🙂

Hvis du vil se mine slides, poster jeg dem under Foredrag & Oplæg.