LO’s medlemmer forlader den synkende skude

By 26. maj 2017Ikke kategoriseret

Det er dæleneme tungt at være fagforeningsboss i LO i disse tider. Medlemmerne fosser ud af medlemslisterne, og dét i en situation, hvor de røde har regeringsmagten, og hvor überboss Harald Børsting forventes at repræsentere den samlede, organiserede arbejderklasse.

Lad det være sagt med det samme: Der er argumenter for en stærk og organiseret fagbevægelse. Ikke fordi man skal være enig i alle dens krav, men fordi moderne fagbevægelser nu engang sikrer rolige vilkår på arbejdsmarkedet.

Det ved man også i Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening, hvor skræmme-scenariet slet ikke er et stærkt LO. Det er snarere et kaotisk, sydlandsk arbejdsmarked, hvor ingen ved, hvem der forhandler med hvem, hvor forudsigeligheden på lønmodtagersiden blæser i vinden, og hvor vilde strejker og amatøragtige arbejdsforhold er dagens orden.

Så hvad i alverden sker der egentlig i LO, og hvorfor kan landsorganisationen ikke holde skruen i vandet? LO regner selv med at miste 25.000 medlemmer om året de næste fire år. Det fald skal så lægges oven i det historiske fald på de 250.000 danskere, der har forladt LO-forbundene de seneste ti år. Medlemmer fosser kort sagt ud af systemet.

Mest bekymrende er organisationens egen analyse. LO-formand Harald Børsting mener således, at man skal være ”mere synlig” ude på arbejdspladserne, hvad så dét betyder. Flere regler, mere bureaukrati?

Noget lige så fejlforskudt mener den ellers klartseende arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen. Det er kontingentet! LO skal tage kampen op med den ”gule” fagbevægelse, dvs. de såkaldt gule fagforeninger som Krifa og Det Faglige Hus, og tilbyde ”discountmedlemskaber.”

Lad mig pege på en anden strategi, som er langt mere effektiv, men som med garanti ikke vil blive fulgt af LO. Dertil er organisationen i min erfaring for reaktionær i sin politiske ideologi og alt for præget af faglige mindreværdskomplekser i sin ledelse. LO er skabt i kollektivets ånd, hvilket er sympatisk – men også parodisk, når ingen nogensinde må mene noget, som ikke den øverste ledelse selv kan formulere.

Men lad os vove analysen.

Almindelig kommunikationsteori tilsiger, at interessegrupper som LO har minimum fire kommunikationsopgaver. Man skal

  • Pleje medlemmernes faglige interesser, i dette tilfælde overenskomster
  • Opgradere medlemmernes viden gennem kurser mv.
  • Sætte en dagorden i medierne
  • Påvirke den politiske beslutningsproces med nye idee

Altså fire forskellige arenaer. I forhold til de to første punkter performer LO vel nøgternt set tilfredsstillende, hvis man da tror, at unge mennesker holder af at have deres arbejdsvilkår centralt forhandlet, hvad jeg nøgternt set tilllader mig at tvivle på.

Værre er de to sidste – eksterne – punkter: Mener LO noget interessant? Sætter man en innovativ dagsorden? Fornyer man den offentlige debat med ideer om uddannelse, arbejdsliv og ledelse? Spiller man kort sagt en rolle i samfundsdebatten som fx Dansk Industri gør det på glimrende vis?

Vel gør man ej. Man er topstyret, fri for både kompetencer og værdier og i øvrigt præget af en fejlfindingskultur, hvor enhver forandring er til det værre. Har LO en kommunikationsstrategi? Ikke i forhold til medier og politik. LO er helt og aldeles fraværende i den offentlige debat, og ikke én ny idé født i årevis.

Lad os stille spørgsmålene helt enkelt: Bidrager LO til fornyelsen af den offentlige samfundsdebat? Med hvilke ideer? Med hvilke personer – Harald Børsting? Og hvem i alverden ønsker at være medlem af en tænketank, der ingen forandringer formulerer endsige ønsker, overhovedet?

I det lys gør LO’s egen analyse kun ondt værre: At være ”mere ude på arbejdspladserne.” Vel skal man ej. Man skal stoppe den primitive omklamring af medlemmerne og i stedet inspirere den bredere samfundsudvikling.

Sagt endnu engang: Civiliserede samfund fortjener velordnede, faglige organisationer. Dansk Industri kan. Men LO? LO er en kolos fra fortiden. Strategisk inkompetence og fagligt mindreværdskompleks, hånd i hånd.