Pilen peger på Venstre

By 26. maj 2017Ikke kategoriseret

Sjældent er ord så hurtigt blevet en fiks idé hos så mange som ordet spindoktor, der ifølge nogle jo er i fuld færd med at undergrave selve det danske folkestyre. Der er også nok af skandaler:

For det første sagen om Helle Thorning-Schmidts skatteforhold og den helt uhørt ubehagelige mistanke om dels magtmisbrug og dels et kriminelt tilbud om udlevering af fortrolige dokumenter om skattesagen til dagspressen.

For det andet – nu igen – sagen om Søren Gades tidligere spindoktor Jacob Winther, der måske-måske ikke er manden bag lækagen om danske jægersoldaters udsendelse til Irak.

Spørgsmålet er ret enkelt: Er de særlige rådgivere, spindoktorerne, en byld, som i princippet burde presses ud; en skade for demokrati og folkestyre? Eller er problemet et andet: At systemet er godt nok, men i de konkrete tilfælde er blevet misbrugt af en personkreds i og omkring partiet Venstre?

Jeg tror det sidste. Når man som tidligere embedsmand, ministersekretær og derefter kommunikationsrådgiver henover flere tiår har fulgt det politiske spil, ja så peger pilen på partiet Venstre. Jeg er ked af skulle minde gode venner i netop dét parti om sagerne, men der er et mønster siden regeringsovertagelsen i 2001: Et opgør med kedelig formalisme og ”Kloge-Åger” til fordel for ideologi. Et korps af unge mennesker, der netop ikke blev promoveret på grund af deres indsigt, men snarere deres ideologiske ”vildskab.” Og endelig: 10 års regeringsmagt, der måske har bekræftet nogen af de vilde i, at man havde nærmest ideologisk ret til magten, hvorfor også alt det i gråzonen var i orden i den større sags tjeneste. Sådan kunne tingene sagtens se ud. Et dansk variant af Watergate, blot uden indbrud.

Den diskussion bliver Venstre nødt til at tage med sig selv – i en større offentlighed. Den er langt mere interessant, end hvorvidt Ole Sohn for 20 år siden var kommunist. Det var han nemlig, selv om han har glemt det lidt.

Tilbage til spindoktorerne, der således ikke i sig selv er problemets kerne. Nu er det naturligvis korrekt, at de findes – og også i stigende antal. Sådan har det været siden 1995, hvor Folketinget vedtog den såkaldte Olsen-plan.

Nedenunder ligger imidlertid det væsentlige: at Folkestyrets væsen forlængst har forandret sig i så radikal retning, at det i demokratisk forstand formentlig ville være direkte kontraproduktivt, hvis ikke politikerne forsøgte at matche de krav, rollen i dag mødes med. Eller mere polemisk: at politikerne skal opruste, fordi andre – og ikke mindst medierne – gjorde det først.

Der mere præcist sket to ting. For det første er det indlysende, at den politiske journalistik i det moderne massemediesamfund har fået langt større magt end tidligere. Man ”dækker” ikke forsamlingshuset; man er forsamlingshuset. Det moderne mediesamfund har dermed skabt en ulige risikofordeling, hvor journalister kan lave fejl – og sandt at sige gør det – mens politikere og i øvrigt embedsmænd groft sagt risikerer at miste alt – og ja, gør det – hvis de præsenteres dårligt i medierne.

Synd for politikerne og demokratiet? Ingenlunde, eftersom det formentlig kræver ikke så lidt af en erindringsforskydning at ønske sig tilbage til de bovlamme tider, hvor journalister holdt mikrofon for politikerne, og hvor en Erhard Jacobsen – sådan har Erhard selv beskrevet oplevelsen – måtte sidde lamslået af skuffelse, da han som debuterende folketingsmand pludselig hørte de famlede folketingsdebatter live, han indtil da kun havde stiftet bekendtskab med som sirligt udskrevne folketingsreferater.

Men fremdeles en risikofordeling, der på en meget konkret facon naturligvis i dag må opleves som belastende, af politikerne. Den ene part kan hæve stemmen, gå til ekstremer. Den anden part skal passe morderlig meget på.

Udviklingstræk nr. 2 har at gøre med kompliceringen – eller multicentreringen, om man vil –  af den politiske beslutningsproces. At Folketinget har tabt sin magt er måske for meget sagt, men i grunden kun lidt. I det moderne Danmark er virkeligheden for længst skredet ud under statsforfatningsrettens gamle tredeling af magten – til fordel for, hvad samfundsforskere har kaldt et ”forhandlingsspil,” hvor politiske interesser på kryds og tværs ”forhandler” den politiske virkelighed. Medierne spiller her en hovedrolle, fordi de mere end nogen anden instans medvirker til at udvælge aktørerne, bestemme beslutningsprocessens faser og til sidst i øvrigt dømme vinderne og taberne. Ekstra Bladet og BT er blot de seneste eksempler på det grænseløse hykleri, aviserne stller til skue overfor det politiske spil, de burde medvirke til at kvalificere – ikke ødelægge.

Og så til konklusionen igen: At behovet for politiske medierådgivere er både konkret og legitimt – af den simple grund, at det i stigende grad bliver svært at forestille sig alternativet. Nostalgikere vil foretrække de gode gamle. Men det kan kun være fordi man ikke kender nutidens reelle behov. Og fordi man forveksler medicinen med sygdommen. Den professionelle kommunikation  er kommet for at blive – fordi den besvarer et behov.

Spindoktorerne er altså ikke problemet. De verserende sager handler om, at nogen tilsyneladende med forsæt har brudt regler, som til fulde er beskrevet i både lovgivning og betænkninger. Pilen peger på Venstre.