Tosserier og pøbelkommunikation

By 26. maj 2017Ikke kategoriseret

Det er svært i disse uger at frasige sig den følelse, at verden under ét centrifugerer lodret nedad i toilettet. Èn ting er problemerne: EU’s gældsproblemer, USA’s latterlige håndtering af sit eget budget og de allerede fra starten fejlslagne klimaforhandlinger under COP17. Endnu værre er den politiske afmagt, hvor det politiske lederskab overalt synes fanget i en ond cirkel, hvor problemerne tårner sig op, mens politikere, medier og befolkninger søger mod hver sin udgang.

Jo, nogle synes det hele er til at grine af. De findes på Facebook, hvor konspirationsteorierne lever, og hvor både klimaforandringer og Europas ansvarlige sammenhængskraft (som alt andet lige var både pligten og arven fra 2. Verdenskrig) er den største fucking vittighed.

Men hvordan er det kommet så vidt? Hvordan i alverden er det gået til, at selve den politiske fornuft på få år har måttet kapitulere overfor lige dele institutionel impotens og almindelig pøbelkommunikation? Og hvad i alverden er årsagen til, at så mange medier og vælgere både i USA og i Europa ikke længere vil håndtere reelle politiske udfordringer med viden og oplysning?

Godt spørgsmål. Vi har i årtusinder fæstnet lid til de gode argumenter. Det var jo også de gamle grækeres pointe med demokratiet – ikke at ”alle” har ret, men dem, der bemyndiges til at træffe kloge beslutninger. Og pludselig så denne populisme, hvor det ikke længere er en dyd at vide noget, og hvor man af ideologiske årsager vælger at være fx klimaanalfabet.  “Amerika står ved en korsvej,” sagde forleden en af Europas førende klimaforskere, tyske dr. Hans Joachim Schellnhuber, der medlem af FN’s klimapanel, og som rådgiver bl.a Angela Merkel. “Hvis en af republikanernes kandidater bliver præsident, falder USA tilbage i mørkets tidsalder.”

Republikanerne nægter som bekendt at binde sig internationalt til CO2-reduktioner. Samtidig afviser de den nyeste forskning, der advarer om helt uhåndterlige katastrofer, hvis vi passerer klimaets vendepunkter, de såkaldte Tipping Points.

Shellnhuber kunne sagt det samme om store dele af den europæiske debat. Tiden før fornuften. Dengang, hvor man ikke hæftede lid til hverken indsigt eller videnskab, men i stedet foretrak religionen eller den blinde ideologi.

Fra et kommunikationsperspektiv har miséren to forklaringer: Den ene er politikernes manglende mod til at tale populismen lige ind i ansigtet – som Connie Hedegaard burde gøre i disse dage snarere end at tale pænt med klimakynikerne fra fx Kina og den yderste, globale højrefløj. Sig det til tosserne ligeud, så det kan ses på CNN: I har pantsat jeres anstændighed.

Den anden forklaring er nyhedsmediernes manglende evne til prioritere en åbenlys uoverskuelig nyhedsstrøm. Det meste skyldes nettet, hvor konspirationerne og stupiditeten jo ret indlysende trives, men aviser og tv spiller også en rolle.

Som altid koldsindige Erik Rasmussen mandag slog fast i det fremragende tillæg Politica her i avisen, er strømmen af nyheder eksploderet – herhjemme er der tale om en seksdobling på ti år. 85 pct. af danskerne henter deres nyheder på nettet, og de bruger i gennemsnit 27 sekunder på en webside. Resultatet er en stadig mere usammenhængende og diffus forståelse af verden omkring os.

Det øger alt sammen afstanden mellem de politikere, der nødvendigvis må forholde sig til de store langsigtede udfordringer, og den befolkning, der i stigende grad opgiver at følge med.

Svært at bevare optimismen. Det næstbedste er derfor ærlighed: Sig det ligeud i Durban, Connie Hedegaard. Politik kræver ansvar, ikke pøbelvælde.